Venedig, Zagreb og Ljubljana


Venedig

er en fantastisk spændende by med Markuspladsen, Dogepaladset og Canal Grande, med smukke gamle huse, storslåede pladser, maleriske kanaler og et mylder af mennesker og gondoler, men ikke en eneste bil, scooter eller bus. Byen kan derfor anbefales også for børnefamilier, der ikke vil bekymre sig om trafikken.

En badeferie i Kroatien kan fint kombineres med et par dage i Venedig. Lufthavnen (Marco Polo) ligger på den ”rigtige” side af Venedig i forhold til Kroatien. Fra lufthavnen køres derfor direkte på motorvejen mod Trieste og videre igennem Slovenien til Kroatien. Turen kan gøres på under 3 timer. Man sparer også en del tid ved at leje bil i Venedig. Da næsten alle rejsende til Venedig skal videre til selve byen, hvor biler ikke er tilladt, er der sjældent kø ved biludlejningsbureauerne i lufthavnen.

Praktiske oplysninger
Kørselsvejledning: Det er meget nemt at finde vej fra Venedig til Selce. Detaljeret kørselsvejledning udleveres inden afrejse.

Aflevering af bil: De fleste biludlejningsbureauer tillader, at bilen afleveres inde på Roma Pladsen (Piazalle Roma) - det eneste sted biler og busser må køre til i byen. Derfra kan man gå til de fleste hoteller eller tage en båd.

Hotel i Venedig: Vi bor på Hotel Basilea, et 3-stjernet hotel, der ligger ud til den smukke og stille kanal Rio Marin. Hotellet ligger i gå-afstand fra Roma Pladsen (hvor bilen afleveres). Der skal dog forceres nogle gangbroer over kanalerne på vej til hotellet, så kufferten skal ikke være for tung, hvis man ønsker at gå. Alternativt kan bagagetransport arrangeres med hotellet. Se mere på
www.hotelbasileavenice.com/ eller søg efter andre hoteller på www.ratestogo.com.


Der er mange pragtfulde spisesteder i Venedig - fra den eksklusive Ristorante Gran Caffè Quadri med udsigt over Markuspladsen til den mere overkommelige Trattoria da Fiore nær ved. Tæt ved Rialtobroen ligger byens bedste fiskerestaurant Trattoria alla Madonna.

Kørsel til Kroatien: Husk at bede udlejningsbureauet om tilladelse til at tage bilen til Kroatien - den gives som regel uden merpris.

Transport til lufthavnen: Fra Venedig er der flere muligheder for at komme til lufthavnen: Med vandbus, taxabus, almindelig bus eller almindelig taxa.


Zagreb

Flyver du til Zagreb (der er direkte fly de fleste af ugens dage med Croatia Airways eller Norwegian), kan det anbefales at bruge en dag i den kroatiske hovedstad, som markedsfører sig som "Hjerternes By". Men måske er "kulturens by" en bedre beskrivelse, for Zagreb rummer 30 museer, 20 teatre og sydøsteuropas ældste universitet med 40.000 studerende, som holder byen ung og giver liv i de mange cafeer og restauranter.

Hjertet i Zagreb er den pulserende plads, sporvognsknudepunktet Trg Bana Jelacia omgivet af en række smukke bygninger fra den østrig-ungarske kejsertid. Torvet er opkaldt efter Josip Jelacic, der vækkede det kroatiske folks nationale bevidsthed. Pladsen krydses af den lange hovedgade Ilica, der er byens største shoppingstrøg.

Syd herfor ligger forlystelsesområderne med Blomstertorvet (Cvetni trg) og cafegaden Bogoviceva - en sammenhængende stribe af hundreder af fortovscafeer og trendy lounge-barer, hvor byens spidser samles lørdag formiddag for at se og blive set. Det er dette sociale ritual, som Zagrebs borgere  ("purgerne") kalder "spica". Den måske bedste kaffebar, Eli's Cafe, ligger ikke langt derfra på forretningsstrøget Ilica nr. 63.

I det hele taget er cafelivet måske Zagrebs største attraktion, Berømt blandt restauranterne er Baltazar, som er kendt for store steaks og andre kødretter, og hvor byens og landets magtelite kommer. Byens bedste søndagsbrunch fås i de pompøse art deco-sale på Restaurant Zinfandel på det eksklusive, men ikke overdådigt dyre Hotel Regent Esplanade, som også har en glimrende Bistro. 

Zagrebs førende gourmet-restaurant hedder Marcellino og ligger i hovedstadens grønne ambassadekvarter. Her ligger også den gode og mere rustikke restaurant Lari i Penati (Petrinjska 42a). Et besøg på den lille restaurant Mali bar (Vlaska 63) kan også anbefales. Eller tag tandhjulsbanen fra 1890 de 30 stejle meter op til middelalderbydelen Gradec til en frokost med byens bedste udsigt på Restaurant Pod Grickim topom. Eller til et måltid på en af byens bedste restauranter Prasac (det betyder svinet, men der er også andet på menuen.) Det er også i de gamle gader i Gradec du finder parlamentet og den kulørte Skt. Markuskirke med Kroatiens karakteristiske skakternede våbenskjold på taget.

Ljubljana


Flere af vores gæster er taget til Selce via Ljubljana, hovedstaden i Centraleuropas lille og næsten ubeskrevne alpeland Slovenien. Der er flere ugentlige afgange med Adria Airways fra København direkte til Ljubljanas lufthavn i Brnik 23 km fra Ljubljanas centrum.

I lufthavnen kan man leje bil, der kan tages med til Kroatien - køreturen til Selce er blot et par timer. På vejen tilbage til lufthavnen efter ferien i Kroatien kan det anbefales at tage en dag eller to i Ljubljana, en lille (275.000 indbyggere) romantisk by ved den smukke Ljubljanica-flod og en by som har rige minder om det østrig-ungarske rige.

Byen byder på mange avancerede designbutikker, pulserende værtshuse, gode restauranter og cafeer, der bobler af liv takket være de mange studerende ved universitetet. Og Ljubljana har mange spændende spisesteder, fra de prisbillige som den lille frokostrestaurant Pri Skofu og den frankofile Le Petit Cafe - til de lidt dyrere som den eksklusive designerrestaurant Cubo eller gourmetrestauranten Pri Vitezu.

 Lige nu er vores favoritter to nabo-restauranter i cafe-gaden i den gamle bydel  Stari trg (henh. nr. 7 og 9). De hedder Valvas'Or og Jilija. Hotel Grand Union ligger smukt i hjertet af hovedstaden - anbefales.

Ellers er de største fornøjelser i Ljubljana at slentre langs floden med den imponerende kolonnade, som byens berømte arkitekt Joze Plecna har skabt - eller tage kabelbanen op til Ljubljana-slottet og se den smukke by fra oven - eller tage på det spændende grøntsagsmarked med mange slovenske specialiteter - eller besøge et af Europas største vandlande, Vodno Mesto Atlantis.